Sommerferie 2002

  Planlægning og forberedelse

Allerede sidste år, efter vores mildest talt mislykkede cykeltur til Kalundborg, besluttede vi at vi skulle på MC-ferie i år.
Relativt kort før ferien besluttede vi at tage til Skotland, men så kom vi i tanke om det skotske vejr og ændrede målet til Portugal. Men Portugal er langt væk, så i stedet ændrede vi det til Tjekkiet.
Meget passende køres der MotoGP (Road Racing) netop i Brno og netop i vores ferie. Jeg har fulgt Road Racing på tv, ihærdigt gennem noget der snart må nærme sig 13 – 15 år, så det kunne da være fedt at opleve det ’live’ ;-)
Umiddelbart måske et lidt uheldigt valg, da både Elben og Moldau netop i denne tid er gået ekstremt over sine bredder (vi hørte op til 9,5 meter over normal vandstand..!) Det betød at vi kunne få svært ved at komme over disse floder. Vi kunne være taget via Polen, men vejene i Polen er vist ikke meget at råbe hurra for, så vi satsede.

Næste skridt var at finde kost og logi til Hamish. Inge’s kattehjem har en slags kostskole/børnehjem for katte, i Glostrup. Der ude blev vi spurgt om Hamis’ sociale indstilling. Hvis han var en decideret indekat, så kunne han komme på 1. sal, hvor de havde en afdeling for ”sære” katte, men hvis han var rede til at deltage – og bidrage til noget mere socialt, så kunne han blive nede hos de andre, hvor der var indrette en herlig løbegård.
Vores kat er jo en udpræget social og omgængelig type, så det blev ’løbegården’ (Så må vi se om det holdt når vi kommer hjem..!)

Måske fordi jeg var for optaget af, indtil sidste øjeblik, at sidde og downloade musik og film fra internettet, lykkedes det os virkeligt at pakke minimalt denne gang. 2 sidetasker til tøj, soveposer og regndragter i topboksen, og alt det der vejede lidt mere kom i tanktasken (kogegrej, kamera, værktøj, lygter m.m.) – ingen nævneværdig overvægt og teltet fik vi pakket på en smart alternativ måde, så det for en gangs skyld faktisk var mere til gavn end til gene for Rikke ;-)
Det eneste vi fortrød vi besluttede os for ikke at tage med var en bog. Vi har tidligere haft stor fornøjelse af Jørgen Riel’s bøger på vores ferier.

Med alting gjort op i den bekvemme Euro kunne den finansielle del vel næppe være mere enkel, - og dog, for Tjekkiet er jo ikke med i EU.
Men her kommer VISA-dankort ind i billedet. Det overgår på alle måder den opreklamerede Euro. Med den rigtige bank er der ingen gebyrer på at hæve på kortet og vi betaler altid i det aktuelle lands valuta. I enkelte tilfælde kommer vi ikke uden om kontanter, men det klares også nemt. Bankerne har hæveautomater, hvor man på alle tidspunkter af døgnet kan hæve det beløb man ønsker i det pågældende lands valuta. Pissenemt..! Og vi stødte kun på ganske få steder, hvor vi ikke kunne bruge VISA. Det er meget udbredt – så FUCK EURO’en ;-)

Og så af sted
4 nye tændrør og frisk olie på Honda og kæden smurt, sådan lidt midlertidigt..! Afsted til Gedser – Rostock færgen. Det havde blæst 8 m/sek på vej derned, men der var ingen skumtoppe på vandet da vi kom frem. Rikke havde tilbudt at vi kunne overnatte i Gedser og vente på bedre vejr næste dag, men det så ikke slemt ud så vi benyttede ventetiden til næste færge til at få købt noget kædespray og få smurt kæden ordentligt.
Vi var nødt til at køre tilbage til Marielyst for at købe denne spray og da vi kom tilbage til Gedser var færgen kommet – ’Surprise’.., hvilken lille lortefærge..! En aflagt storebæltsfærge ”Dronning Margrethe II”. Nå, men vandet så jo roligt ud, så vi kørte ombord – som nogle af de sidste – meget usædvanligt. Motorcykler plejer altid at komme først ombord (hrmf..!)
Man kunne overhovedet ikke se horisonten bevæge sig, da min mave gav de første alvorlige signaler om at noget var rusk ravene galt. Færgen vuggede med stævnen i stedet for fra side til side.
Vi tager turen over Jylland hjem!
Nå, men jeg brækkede mig da ikke..!

På en tysk tankstation havde vi købt kort over Tyskland og Tjekkiet. De havde enkelte campingpladser tegnet ind, men vi endte alligevel med at måtte spørge om vej. Et meget venligt ægtepar med deres datter, som var ude og gå aftentur. Manden virkede meget glad for at prøve at gøre sig forståelig på engelsk. Enkelte gange måtte han lige konsultere datteren, som dog bare virkede meget flov over sin fars sprogkundskaber. Konen talte løs på tysk og i virkeligheden forstod vi meget godt, hvad de sagde. Vi skulle til Krakow (udtales: Krako..!)
Vi kom ret sent til campingpladsen, så der var ingen til at tage imod. Men vi slog telt op, sov og pakkede os sammen, næste dag. Så var det fanden tog ved Rikke. Hun synes bare vi skulle køre uden at betale..(?) Jeg synes det ville være lidt dumt at starte første feriedag med at skændes over en bagatel, så vi gjorde som Rikke sagde!
I starten synes jeg hele tiden vi blev forfulgt af en bil, men det sluttede da vi nåede ’das autobahn’ ;-)

Berlin

I første omgang ville Rikke gerne have været uden om Berlin, men vi endte alligevel med at campere i udkanten af byen. En meget rar campingplads mellem Berlin og Potsdam, lige op ad en flod, hvor der jævnligt passerede fragtpramme. Vi undte os selv en ekstra dag til at betragte og kommentere de øvrige gæster – spaniere, hollændere, italienere, englændere og selvfølgelig tyskere.
Med stjerneklare nætter, som vi har haft hele ferien, fik vi lige vores daglige (natlige) ration stjerneskud ;-). Anden aften i Berlin tog vi ud og spiste kinesisk.
Vi havde tidligere på dagen (eller var det dagen i forvejen?) været inde i byen for at kigge og købe ind (det var i øvrigt Rikkes fødselsdag – og det glemte jeg fuldstændigt..!) Da vi satte motorcyklen låste jeg den med skivebremselåsen og da vi skulle af sted igen glemte jeg at tage den af – SMACK – et ødelagt speedometerkabel. Det lykkedes mig dog at reparere det igen (pyha!)
Rikke knækkede en teltstang, men den fik jeg også lavet (Leth – go home..!) Intet kan slå os ud, vi har ferie og selvom vi har pakke minimalt kan vi klare alle (?) situationer - 7-9-13..!

Dresden

Vores 3. campingplads var ved Dresden. Der var en slags festival i en nærliggende by, men føj for en deprimerende stemning.
Campingejeren fortalte os at de fire dage i træk havde fået mellem 365 og 400 mm regn. Det havde fået Elben til at gå 9,5 meter over sin normale vandstand.
Stedet var som en krigszone. Der fløj konstant helikoptere over os og det var tydeligt at folk enten var blevet evakuerede, eller selv var flyttet ud til bl.a. denne campingplads. Vi studerede især en enkelt, som vist aldrig havde prøvet at slå et telt op. Han så ret hjælpeløs ud. Vi kunne have tilbudt at hjælpe ham, men der er flere ting i det.
Det lykkedes ham selvfølgelig at slå teltet op og så fik han den lille sejr, at han kunne klare sig selv. Dernæst må han jo vælge at se en situation som denne, som det den er – en naturkatastrofe, hvor alle er stillet lige og på ingen måde værre end at han kan vælge at se den som en campingsituation. Han havde overlevet (det har der været andre der ikke har gjort) og han behøvede ikke at undvære nogle livsnødvendigheder.
Et andet par blev plejet meget omsorgsfuldt af nogle bekendte, der kom ud og camperede med dem og lavede en hyggelig grillaften ud af det.
Nå, men her havde vi ikke lyst til at blive.
Her sydpå skal man forlade campingpladsen inden kl. 11:00. På vej ind i Dresden by fik vi de første indtryk af situationens omfang. Adskillige veje var lukkede og vi så flere ”indkørsel forbudt” skilte end vi nogensinde har set på en gang. Det vrimlede med politi overalt, udstationerede til at fortælle folk det åbenlyse: ”Her kan du ikke passere”!
Det overraskende var at de endnu ikke havde situationen under kontrol. Hvis vi spurgte, hvilken vej vi så kunne køre, trak de bare på skuldrene. De vidste det ikke. Kun inde i Dresden, hvor en af hovedbroerne var spærret, fik vi at vide at der var en anden bro, der var farbar. Herinde så vi for første gang, hvor voldsomt det så ud med oversvømmelserne.
Floden var en gigantisk rivende strøm, der nådesløst skyllede gennem byen, stadig adskillige meter over normal vandstand, og bropillerne lignede nærmest noget fra sluser, hvor vandet væltede ud fra.
Da vi først var kommet over skulle vi finde den videre vej, motorvej E55. Det var ikke umiddelbart muligt. Vi måtte køre en kæmpe omvej – omkring 80 km.
 
































































































Sådan en Bayern-frustück er noget solidt stads. Det er ikke alle der kan spise op ;-)





































 
     
  Et sted undervejs kom vi igennem en gade, hvor folk havde smidt alle deres ødelagte ejendele ud på fortovet. Der var kæmpe dynger af møbler, computerskærme, tøj og andet. Et sted stod en butiksejer og spulede alle sine varer med en vandslange (en tøjbutik).
     
  Vi fandt en pizzabar og bestilte to kebab. Da vi havde spist dem, så vi en kæmpe sort truende sky nærme sig – heldigvis fra den retning vi kom fra. Så var det bare med at komme af sted. Rikke var overbevist om at der var mange der ville græde ved synet af endnu mere regn. Men nu rendte vi for alvor ind i de afspærrede veje. Vi nåede at få nogle enkelte dryp fra det uvejr, der nærmede sig, inden vi nærmest panisk fik kæmpet os vej gennem denne 80 km omkørsel. Meget af vejen var noget med at dreje af på fornemmelser, for man rendte hele tiden ind i ”spærret”-skiltene.
Men langt om længe nåede vi den tjekkiske grænse, 65 km længere sydpå end oprindeligt planlagt, ved byen Chomutov, lige syd for Most.

Tjekkiet

Lige over grænsen til Tjekkiet møder der en et underholdende syn (Nej, ikke dem endnu – alle jer, der har prøvet turen ;-) – et væld af markedsboder langs landevejen, hvor asiater sælger alt muligt crap – meterhøje keramikfigurer, solbriller, tøj og pølser & vand..!
Næste stærke indtryk er alle de farvestrålende og smilende, søde piger, der står og vinker os velkommen – næsten som om de inviterer os indenfor i deres land. De står spredt i vejkanten over et længere stræk..!
Vi kørte ind i Tjekkiet lørdag eftermiddag og måtte nu forlade os på vores VISA-kort. Det var intet problem på tankstationerne, hvor man jo heldigvis også kan købe både mad og drikkevarer. Om eftermiddagen nåede vi Prag uden problemer, men her begyndte de for alvor igen. Vi havde tidligere fået at vide at E55 var fri bane, men det stoppede her. Prag var delt i to af en flod så bred at man ikke ville kunne råbe til hinanden fra hver sin bred, og alle broer var spærrede.
Efter lidt håbløs køren rundt og nærmest et indtryk af totalt opgivende myndigheder og at alle var på egen hånd i denne situation, besluttede vi at tage endnu en ordentlig omvej, denne gang nordpå, i håb om at kunne finde en bro, der ikke var spærret. Vores mål blev en campingplads i byen Melnik, 30 km nord for Prag.
Vi skulle krydse hele tre broer for at komme til Melnik. Til alt held var de farbare, på trods af ”indkørsel forbudt” skilte, som vi ignorerede. Men på denne tur så vi virkelig de skader regnen havde forvoldt. På et hus kunne vi se at vandstanden var sunket en hel etage, men etagen under stod stadig under vand. I byen, hvor vi krydsede den første af de tre broer, så vi gigant store dynger af mudder i gaderne og folk, der stod og spulede deres ejendele. Der kommer til at gå lang tid før sporene af denne katastrofe er væk. Vi kørte langs marker, hvor hele afgrøder var dækkede af mudder – meterhøje planter, der vidnede om at de havde stået under vand og et enkelt sted var vejbanen stadig under vand. Det var begyndt at blive mørkt og vi kom farende med 120 i timen da vi pludselig bemærkede at der foregik noget længere fremme. Heldigvis var det politiet, der stod og dirigerede trafikken skiftevis i den ene og den anden retning gennem denne oversvømmede vej.
     

Floden lignede ikke meget flod længere. Den havde bredt sig langt ind i landskabet.
  Hvis de ikke havde været der så ved jeg ikke om vi ville have set det i tide..! Vi havde muligvis ikke slået os, men vi ville have fået en seriøs vandgang og motorcyklen og vores bagage var nok ikke sluppet uskadt fra det!
Men vi klarede den og vi fandt campingpladsen i Melnik.

In Ceska Republika sprechen man Deutch..!

Vi havde egentlig forventet at tjekkerne var mere til at tale engelsk, men mange kan kun tale tysk (udover deres eget sprog selvfølgelig!) Und das ist noget sheiBe, for det er vi ikke videre stive i, men vi klarer os.
I visse situationer er vi endda lige godt stillede om vi taler dansk, så det gør vi også en gang imellem. På en tankstation beder jeg f.eks. om en pakke Gauloise, til Rikke. Tankpasseren forstår intet og hævder at de kun har dem, der står på hylderne, så jeg må pege på pakken og får så den pakke Gauloise jeg først bad om ;-)
Det er selvfølgelig muligt at de skal udtales på en anden måde, men tjekkisk er altså heller ikke det nemmeste sprog for en dreng fra stenbroen. De kan have flere ord efter hinanden, uden vokaler(?).
Tag f.eks. denne fra en reklame for en styrthjelm: 3 mm antifog hledí s trhacímí fólemi..?
I Melnik havde Rikke sat sig for at nu ville hun sove på noget andet end luftmadrasser (et par af kamrene i luftmadrasserne var også punkterede). Vi har lappegrej med, men vi kan ikke finde hullerne..!), så vi lejede en udtjent vintønde, der var indrettet med skumgummimadrasser. Vi ville have lejet noget andet, men det kunne vi ikke få lov til, af en eller anden grund. Det var nu også lige meget for det var meget behageligt at sove i tønden ;-)
Vi betalte for overnatningen i Euro eftersom vi jo endnu ikke havde kunne hæve Tjek-penge. 10 Euro i
   
  dejligt runde tal, og så skulle der heller ikke gives tilbage i en møntfod, som de slet ikke havde, det var heller ikke for meget.

Brno

I det hele taget er det billigt i Tjekkiet. Vi kørte ind på en tankstation og spiste morgenmad, noget der lignede gifler med smør, ost, marmelade, kaffe og juice – ren luksus ;-)
Derefter tilbage til Prag, men denne gang på den rigtige side af floden. Vi kørte stort set problemfrit de 200 km direkte til Brno.
Mandag var vi inde og hæve penge, se os lidt omkring, drikke en øl og en tur omkring en internet-café blev det da også til. Men jeg kunne hverken læse eller skrive mail for jeg kunne ikke finde ud af at lave et @ på et tjekket tastatur. De har fire karakterer på de fleste af deres taster og jeg kunne ikke spørge hende der havde café’en – hun så nærmest helt forskræmt ud, når jeg talte engelsk, tysk eller dansk til hende, så det ville jeg ikke byde hende ;-)
Men det er nu en fed måde at holde sig orienteret på. Vi fik tjekket kursen på tjek-penge (den kendte vi ikke) og 5-døgnsudsigten for Brno på DMI’s hjemmeside. Skyfrit og 25° hele ugen. Vi har haft fedt vejr hele turen, lige bortset fra den byge vi kørte fra ;-)
Politiken var langfra opdateret med situationen i de oversvømmede områder, men det var lige meget – vi så det jo selv.
På et torv vi kom forbi, havde en radioforretning et par højttalere ud mod gaden. De spillede noget vildt godt musik, som i første omgang lød som folkemusik, men som havde små passager, der godt kunne være inspireret af Jethro Tull, så det måtte jeg selvfølgelig ind og have. Han grinte lidt ad mig da jeg skulle betale ved kassen – lidt i retning af ”en rotte i fælden”, men han grinede endnu mere da han fandt ud af at jeg var turist – det var et polsk band ;-)))
Hør et par eksempler Widac tak byc z nami mialo, Všechno až po svatbe og Polka Kazek. (Alle wma, ca. 1,5Mb)

Nu skal vi lige have styr på vejene i Brno. Vi fór vild en gang i byen og måtte spørge om vej. Vi fik spurgt en spøjs type, som gerne ville tale engelsk. Som han sagde, vi ville sikkert ikke have svært ved at forstå det, men han holdt meget af at forklare – og så forklarede han løs ;-)))
     
  Tilbage på campingpladsen fik vi slappet heftigt af, vi var i god tid. Der er jo kun godt og vel 1000 km fra København til Brno og i et par dage var vi stort set de eneste der var der. Der kom nogle enkelte en-dags gæster til at starte med og kun ganske langsomt op til begivenhederne startede begyndte det at rykke ind.
Jeg skulle i bad, men kunne ikke sådan lige finde ud af systemet med bruseren og betaling. Det viste sig at man først skulle vælge en bruser, trykke på en knap, putte penge i og trykke på knappen igen. Det viste en venlig tjekke mig og da jeg kom ud af badet stod han udenfor med sin kone og barn. Det endte med at vi aftalte at drikke en øl ved 19:00-tiden i det de kaldte ”buffe’en” en slags halvtag med en bod, hvor man kunne købe alt muligt underligt.

Jorden snurrer med ca. 2000 km/t.

Det kunne jeg pludselig mærke i går aftes, jeg blev i hvert fald meget svimmel.
De var rigtigt hyggelige at snakke med de to tjekker. Dvs. hun talte ikke andet end tjekkisk, så det var ham vi sad og talte med, men han var også meget flink til at holde konen orienteret om, hvad vi sagde. Al samtale foregik på tysk – jeg kan ikke tysk, men Rikke sagde at jeg talte rigtig godt tysk og jeg kan da også huske at jeg talte mere og mere i løbet af aftenen.
Ved bordet bag os sad nogle fede tyskere, som Peter, som tjekken hed, kaldte østtyskere. Han sagde at sådan noget kunne man bare høre. Den ene af dem sad og fes lystigt og larmende.
Da Peter mit frau und kind takkede af var der i mellemtiden kommet en gammel waliser til bordet bagved og pludselig – jeg husker det ikke i detaljer, sad jeg og diskuterede Grand Prix med Paul, som waliseren hed. Og med et var jeg havnet i ”dårligt” selskab. Vi væltede hash og Uquell i os og knævrede løs, men denne gang på engelsk hovedsageligt. Så forstod jeg pludselig selv noget af det jeg sagde..(?) De to ’østtyskere’ var til MotoGP for første gang, ligesom os, men de talte udmærket engelsk (i øvrigt udviklede det sig vist nok til en underlig hybrid af sprog ;-)
Jeg brugte det meste af næste dag på at forsøge på at komme til mig selv. Rikke havde vækket mig om natten og spurgt om jeg ikke skulle have tøjet af og i soveposen. Det blev jeg så dårlig af, at jeg kun lige nåede at få hovedet ud af teltet før jeg brækkede mig..(!)
Om eftermiddagen var vi ude og handle. Vi slog et smut forbi racerbanen. Spændende når det starter ;-)
 
Brno Autodrom set oppefra
 
 

Lorte-spasser tjekkiske pansere.

Vi satte vækkeuret til klokken 7:00, så vi kunne nå at spise morgenmad inden vi tog af sted. På den eneste vej, der fører fra campingpladsen, havde de satans landevejsrøvere lagt sig i baghold. Vi blev standset for at køre på vejen. Jeg skulle blæse i ballon, de skulle se kørekort, pas og indregistreringspapirer på MC’en.
Jeg havde kørekortet, men pas’ene, de lå sgu da på campingpladsen. Og indregistreringspapirerne.., dem har jeg ikke brugt i de 15 år jeg har kørt MC (så husk lige dem, når du tager til Tjekkiet, ikk’..!)
De to narrehatte stod bare og var skide nævenyttige. ”Uh, keine dokumente, keine dokumente. Nicht gut”. ”Penalté, penalté”.., om jeg forstod det. Tjah, det lød lidt ligesom ’penalty’ – straf. Jeg kunne ikke rigtigt afgøre om jeg skulle grine eller græde, da han sagde 500,- i bøde. Det er ca. 125,- omregnet til danske..(?). I danmark koster det minimum 500,- hvis man kører uden cykellygter, men det var stadig rent landevejsrøveri. Nu havde vi kørt rundt i tjekkiet i en uge uden nogen form for check og lige som Grand Prix’et starter, vrimler det med lorte-politi overalt. Da vi skulle have motorcyklen ud fra parkeringspladsen efter tidskørselerne blev vi igen afkrævet MC-dokumenter. Men nu kunne det være nok. Jeg viste ham bøde-kvitteringerne fra i morges og det var heldigvis også ok, om end med et gnavent, så lad gå. Men altså, jeg kunne lige se vi skulle til at betale bøder, hver gang vi røg ind i dette mylder af pansere.
På vej tilbage til campingpladsen blev vi stoppet af de samme to idioter fra om morgenen. Heldigvis genkendte de os hurtigt (de stoppede alt hvad der rørte sig), så vi kunne bare køre videre. Men sikke et lorteindtryk at få af et tyvagtigt politi. Det virkede på os som om det var ret omfattende (organiseret kriminalitet..?), men vi skulle pludselig heller ikke nyde noget af at køre nogen steder om aftenen. Vi havde ellers lige vænnet os til at spise på en rigtigt hyggelig restaurant i en lille nærliggende by, som campingejeren havde anbefalet os.

     
  Brno Autodrom dag 1.

Alt det pis med panserne var glemt det øjeblik vi trådte ind på bane området.
De var begyndt at køre. Først har de det der hedder fri træning. 125 cc’erne først, så de store og til sidst 250 cc’erne. De kører ca. en time hver. Dernæst er der en kort pause inden selve tidskørslerne, som foregår efter samme mønster, altså i alt lidt over 6 timers ræs om fredagen og lørdagen ;-)
Vi havde rodet os ud i noget underligt noget med billetter til nogle pladser den ene dag, andre på andendagen og noget helt tredje på tredjedagen, men det viste sig at vi for ca. 100,- (25,- Dkr) mere kunne få det hele alle tre dage. Heldigvis talte ham i billetlugen udmærket engelsk og vi fik byttet vores billetter uden videre.
Dette er jo noget helt andet end at sidde foran fjerneren derhjemme. Allerede med 125 cc maskinerne er der noget mere lyd på og man følger ikke kørerne rundt på banen, på samme måde. På Brno Autodrom, som de kalder den, er der sat 4 storskærme op (de er dog noget grovkornede og ses derfor bedst med en kikkert), men de kan ikke ses overalt på banen, så i nogle tilfælde kommer man ud på noget af en spadseretur (banen er lidt over 5 km i sig selv og vi var hele turen rundt ;-)
Som regel bruger kørerne stort set første dag til at få
   
  passet maskinen ind til banen, mere end de prøver at sætte gode tider. De gamle i faget kan til dels trække på tidligere års erfaringer, men ofte kører de på helt nye modeller og så skal de alligevel næsten starte forfra. De eksperimenterer med alt fra dæktyper (og -fabrikanter), karburering, dæmpning for og bag og sågar vægtfordeling af hele mc’en m.m. Hen mod slutningen af førstedags tidskørsel tror jeg nu nok de fleste forsøger at sætte en god tid, måske også for at se, hvor godt de har fået sat mc’en op. Andendagen bliver det noget mere afgørende, da det bestemmer hvem der skal starte forrest og dermed får den største fordel.

Efter 125’erne var det så MotoGp maskinernes tur (”kongeklassen”). De har indtil i år heddet 500 cc, men fra og med i år kører også op til 1000 cc maskiner i denne kategori. Jeg har i høj grad ignoreret 125’erne og 250’erne og kun interesseret mig for kongeklassen, det skulle vise sig lidt uheldigt, men mere om det senere ;-)
De store, fede maskiner leverer et hult drøn, der lyder for fedt. Nu snakker vi altså om dem med de mange kubik. Især den italienske Aprilia skal fremhæves, både for dens lyd når den får gas, men især når der lukkes for gassen ved nedbremsningen lige før svingene. Det er simpelthen et rent fyrværkeri, der står ud af udstødningen på den, den knalder og brager som en bedre nytårsaften. Jeg var lige ved at sige skide være med at den ikke vinder, den har en kæmpe underholdningsværdi.
Yamaha’erne slår en ordentlig skid, når de skifter gear. Honda er bare civiliseret på sin egen rå måde og Suzuki er lidt kedelig, de skifter også gear lidt senere end de andre på langsiden ;))

Nå, men det skal jo være en rejsebeskrivelse (eller noget ligesom den stil vi sikkert alle sammen har skrevet i folkeskolen: ”Hvad jeg lavede i min sommerferie” ;-))), og det er Rikke og mig, der interesserer os for Road Racing, så jeg skal prøve at undgå at komme mere i detaljer med det..!
Det er også begrænset, hvad man mere kan sige om det – vi tog jo netop derned for at opleve det!

Tyskere..!

Der var kommet betydeligt flere på campingpladsen og det blev ved med at vælte ind. Typisk er der ikke ret mange tilskuere til første dags tidskørsel, det er de færreste, der tager fredagen fri for at få det hele med.
Tyskere er sgu nogle underlige nogle. De vælter ind i massevis og kan omdanne sådan en campingplads til en tysk enklave langt inde i Tjekkiet. Selvfølgelig hygger de sig – ingen tvivl om det ;-), men gudhjælpemig – de har alle sammen deres eget musikanlæg med og de elsker bier- und schlagermuzik. Jeg var ved at gå bagover da jeg hørte dem spille Udo Jürgens ”Junge komm bald wieder”.., det var sådan noget min mor hørte i radioen, for 35 år siden..! Tal om ørehængere..!
Og når der kom en schlager, hvor de sang noget om ”nach hause” (jeg ved ikke om det er stavet rigtigt (jeg er også ligeglad) det betyder noget i retning af, derhjemme), så skreg de med på omkvædet i den anden ende af campingpladsen..?
Enten er alle tyskere stinkende rige eller også er motorcykler latterligt billige i tyskland, for de kører alle sammen på modeller, der højst er 5 år gamle og de er alle sammen 1000cc (strengt taget ;)
Sådan nogle koster altså 170-200.000,- herhjemme.
Nå, men det er ikke det værste. Det værste er at om aftenen når de så er kommet i et helvedes humør, så skal der leges. Det foregår ved at de piller udstødningen af mc’erne og gasser helt op (uden at varme maskinerne op først..!), når de så lukker pludseligt ned for gassen, så giver det nogle ordentlige brag, ligesom kæmpe kanonslag. Det synes de er skide sjovt, så sjovt så de gerne konkurrerer hele natten med dem, der så bliver nødt til at skrue ekstra op for deres medbragte stereoanlæg for at kunne høre musikken. De forstår virkeligt at feste igennem.
I virkeligheden slap vi nådigt, for jeg hørte senere, at det ikke var ualmindeligt, at der blev medbragt stjålne mc’er, hvor de til sidst bare lukkede op for gassen indtil motoren eksploderede..!

2. dagen af MotoGP

Vi kom alligevel tidligt op næste dag. Det gør ikke så meget med et par dage uden alverden af søvn, når man er midt i begivenhederne ;-)
Vi blev standset igen på vej til banen, men denne gang skulle jeg heldigvis kun blæse i ballon. Vi var ellers begyndt at udvikle noget, der var en blanding af paranoia og raseri over denne satans kontrol.
Her på andendagen var der kommet betydeligt flere tilskuere.
Det er noget underligt noget, at fise helt til det sydvestlig Tjekkiet for at se noget man kunne sidde mageligt og følge med i, hjemme i dagligstuen. Men det kan vel sammenlignes med at gå til koncert – der er en anden lyd, man kan lugte udstødningen når de kommer ræsende forbi, og man kan se hovedpersonerne i showet med egne øjne. Det er en oplevelse. Men samtidig må jeg sige, at jeg får betydeligt mere ud af at følge et løb på tv..! Så det
   
  bliver højst sandsynligt ikke det vores fremtidige ferier kommer til at foregå med. Det ved jeg i øvrigt, at Rikke er 100% enig i ;-)))
Og så gad jeg i øvrigt heller ikke at tage særligt mange billeder. Det kan mit digitalkamera slet ikke følge med til. Jeg kan hente meget bedre billeder på nettet når jeg kommer hjem. Fotograferne hernede render alle sammen rundt med minimum en meter lange teleobjektiver..!
Der er en sjov stemning blandt tilskuerne – meget afslappet, men samtidig har alle deres egne forventninger. Den enorme overvægt af tyskere var der selvfølgelig for at heppe på deres tyske favoritter. Vi rendte aldrig ind i andre danskere, men vi så at der var nogen, der havde hængt et stort dannebrog
 
Barros, min favorit
 
  op i hegnet (ovre på den dyre tribune ;), så der må jo have været andre end os. Men samtidig er den sympatiske italienske spasmager, Rossi, alles favorit på et eller andet plan. Personligt havde jeg gerne set brasilianeren, Barros for en gangs skyld hive en sejr hjem – eller ihvert fald få en plads på sejrskamlen denne gang, og Rikkes favorit (ud over Rossi) er spanieren, Checa, og selvom Rossi har vundet 8 af de ni løb, der har været kørt i dette års GP, så har de alle teoretisk en chance for at rende med sejren i hvert løb. 
Rossi, han er den bedste
 
  A pro pos teori, jeg hørte en morsom version, som I lige skal have: ”I teorien er teori og praksis det samme. Det samme gælder ikke i praksis” ;-)))
Nå, i går snuppede Rossi bedste tid på sidste omgang. I dag, som var afgørende for startpositionen, kom første startrække til at bestå af, forrest, den irriterende italiener, Max Biaggi, dernæst japaneren, Kato på en spritny Honda, der debuterer i denne weekend (den har også en rigtigt fed lyd ;), så Rossi, for hvem det egentlig er ligegyldigt med at starte forrest – han plejer at vinde alligevel ;-))) og sidst af de fire, australieren McCoy, som har en yderst underholdende kørestil (han styrer næsten mere med baghjulet end med forhjulet og kan trække nogle imponerende sorte streger på asfalten ;)
Alt er om det skal være, der er lagt op til et rigtigt spændende løb i morgen §:^)
På vej ud fra parkeringspladsen bliver vi (selvfølgelig) atter afkrævet ’dokumenter’. Vi kan se frem til endnu en bøde, på snoldede 500 tjekpenge, men jeg synes fandme de er mig et nummer for stride – vi kan jo for fa’en ikke fise hjem efter de skide papirer, som vi ikke har fået med, så jeg protesterer kraftigt og højlydt. Det hjælper..!

Tilbage på campingpladsen er vi begge ved at tabe mælet.., vi har fået en flok tyskere, som naboer. Der holder 10 store mc’er (parkerede i nydeligt afmærkede parkeringsbåse – de havde sgu deres egen markeringstape med hjemmefra, ligesom det der bruges ved vejarbejder!!!), musikken (schlagermusikken) bragede lystigt fra det medbragte anlæg og de var ved at rejse et partytelt, hvor de allerede havde fået installeret deres medbragte FADøLSANLæG..!
Jeg benyttede under alle omstændigheder lejligheden til at få spurgt dem om, hvad det er for et stunt det tjekkiske politi har gang i.
Først prøvede jeg med et forsigtigt: Does anyone of you speak english? Jo, de havde sgu da en med der sådan havde studeret lidt..! Han kommer frem, jeg forklarer og ender alligevel med at stå og pladre på tysk. De er jo venlige og sympatiske nok. Til at begynde med er de alle fuldt ud overbeviste om at vi har været ofre for falske betjente – mafioso..! Men så går det op for dem at jeg snakker om motorcyklens indregistreringsattest og de begynder at forklare at det er det grønne forsikringsbevis jeg skal have med. Det har de alle sammen og de forklarer, at det slet ikke bruges i Europa, men man skal have det med når man f.eks. rejser i Tjekkiet. Aha, men det gør jo i virkeligheden ingen forskel for os, for vi har ingen af disse ’vigtige’ papirer med.

Det gamle øst-spøgelse stikker sit grimme fjæs frem

Jeg får en idé. Det har været temmelig vanskeligt at kommunikere med de tjekkiske pansere, så jeg skriver en kort note på engelsk om at vi ikke har vores papirer med, at vi er her for at se Grand Prix’et og kører hjem igen mandag og at vi har betalt bøder og har kvitteringer. Den går jeg op til campingejeren med og vil spørge om han vil oversætte den til tjekkisk, så vi bare kan stikke dem sedlen næste gang. Han taler glimrende engelsk og har i det hele taget været yderst sympatisk i al den tid vi har været der, men jeg kommer til at lægge ud med at sige at vi har haft ’trouble with the police’..! Jeg skal lige nævne, at i de tre dage GP’et varer er der også udstationeret politi på campingpladsen til, med særligt fremstillede campingpas, at kontrollere campinggæster, både når man ankommer og når man forlader campingpladsen. En af disse betjente står inde i receptionen mens jeg spørger, men jeg tillader mig at gå ud fra at hans sprogkundskaber er samme standard, som hans kollegaers, altså stort set nul. Alligevel begynder campingejeren nærmest at ryste i bukserne.., ’…trouble with the police!’ Nej, nej. Slap af, siger jeg og forklarer ham at det kun drejer sig om sproglige problemer. Alligevel tager det et stykke tid at forklare ham, at det ikke drejer sig om spritkørsel, fartovertrædelser og narkotikasmugling. Han skynder sig alligevel at lægge min seddel væk og siger at han skal noget vigtigt og at jeg skal komme tilbage om en times tid, så vil han have sedlen klar..!
Fint nok, der går dog højst en halv time, så kommer han selv ned med den oversatte seddel til os og har tilsyneladende fattet, hvad det hele gik ud på.

Senere på aftenen var vores naboer kommet i rigtigt godt humør - det var tid til at lege. De fik startet en Suzuki (Hayabusa). Ingen opvarmning(?) Nu skulle der laves stikflammer ud af udstødningen - 30 cm lange stikflammer. Efter nogen tid blev vores hollandske nabo på den anden side inspireret.., han havde dog sin Kawasaki kær nok til at den skulle have lov til at stå nogle minutter i tomgang inden fyrværkeriet! Så bliver der festet..!

3. Grand Prix dag

På vej op til morgentoilettet passerer jeg vores morgenfriske naboer, som fornøjer sig med, ud over det obligatoriske ’morgen’ at råbe alle mulige morsomme ting efter mig, som jeg alligevel ikke forstår, så jeg nøjes med at smile og hilse tilbage. Stadig undervejs møder jeg deres ’sprogekspert’, som netop kommer fra toiletbygningen, han udbryder et kyndigt og klingende klart ”Very full..!”. Ah, what can I say. I understand perfectly, what you mean, and it’s really nice finally to have somebody to communicate with in a proper manner. Thank you very much for that higly usefull information. I think I’ll give it a try anyway. Det sagde jeg selvfølgelig ikke, men jeg morede mig da lidt alligevel og fik bare hilst og han kunne jo ikke se, hvad jeg smilede af ;-)
Vi forberedte os på dagens spidsrod og nu var det lige før jeg skulle holde på Rikke, som var ved at blæse sig op til det endelige opgør med de tjekkiske myndigheder. Men vi slap..! Ingen kontrol – tværtimod kom en mc-betjent (de hedder betjente når de ikke er nogle røvhuller ;) kørende op og gav tegn til at vi skulle lægge os bag ham, og så gik det ellers derudaf med politieskorte og fuld fart udenom den enorme bilkø, der var flere kilometer før banen. Vi nåede at trække en kæmpe hale af mc’er, der hurtigt fattede, hvad der foregik. Det var jo fedt ;-)

Her på selve løbsdagen er morgenens fri træning kortet ned til 20 minutter for alle tre klasser og rækkefølgen er standard, først 125cc, så 250’erne og Le Grand Finale, MotoGP-klassen (de store).
Vi havde sat os for at se løbet fra tribunen overfor pit’en. Her kunne vi følge med på storskærmene og vi kunne se både starten og hvem der kom først over mållinien.
I 125cc-klassen bemærkede jeg pludselig, at de nævnte Robbin Harms. Alt speak foregik på tjekkisk og tysk, men jeg nåede at høre, at han lige var røget med på et wildcard, som det hedder. Det er noget, som håbefulde racerkører får tildelt i tilfælde af afbud fra nogle af de etablerede.
Robbin Harms er, på trods af det engelskklingende navn (vistnok) pæredansk, så pludselig fik vi også lejlighed til at lufte nationale sympatier, og så er det selvfølgelig her jeg, som jeg nævnte tidligere, fortrød lidt, at jeg ikke har fulgt særligt godt med i 125 og 250’er klassen. Det har Rikke til gengæld, så jeg kunne lige, nødtørftigt få et kort resumé af hende.
Han fik sig lidt af en dramatisk start – vrøvl med maskinen, lige før start, så han måtte starte opvarmningsomgangen fra pit og blev placeret allerbagerst til starten, uanset hans resultat fra tidskørslen. Til gengæld var han nok den mest interessante at følge i selve løbet. Han endte i en gruppe på en 4-5 stykker, hvor han lå og kæmpede en dramatisk kamp, som han nåede at vinde inden de kørte over målstregen. Han fik en 23. plads, men husk på, at han startede allerbagerst og at det altså er verdenseliten, der kører her. Derudover kører han på en privat maskine mod fabrikskører, der har store teams og velhavende sponsorer i ryggen. Flot gået. Man kunne næsten ærgre sig lidt over at vi ikke også havde et lille dannebrog med, som vi kunne vifte med.

I vanlig ignorant stil springer vi alligevel over 250cc’erne og videre til MotoGP-klassen. Biaggi (ham den irriterende italiener, nummer 3) har poleposition og kommer også godt fra start. Han kommer hurtigt op og føre løbet, men får snart Rossi (nummer 46) lige i hælene. Halvvejs gennem løbet går det galt med Rossis bagdæk, der ryger store stykker af og han må udgå af løbet – ærgerligt..! Med Barros på en håbløs placering (omkring en 10. plads) og Biaggi i fin form i spidsen af løbet, læner jeg mig lidt tilbage og nøjes med at nyde lyden og håbe det bedste for Kato (nummer 74), som
   
  har et rigtigt godt løb på sin nye Honda. Sådan ender resultatet da også, Biaggi nr.1, Kato nr. 2 og Rossis teamkammerat, Ukawa, som havde et voldsomt, dramatisk styrt under morgenens frie træning på 3. pladsen. Ikke lige det resultat man havde håbet på og jeg synes da også at stemningen blandt tilskuerne var lidt derefter på vej tilbage til parkeringspladsen.

Yes, parkeringspladsen..! Eller kontrolstedet, som man måske nærmere kunne kalde det. Da vi kom derned var der spækket. Jeg har aldrig set så mange
   
  motorcykler på en gang før. Der må have været en million. Da vi endelig fandt vores, sad der en seddel i tankdækslet: Policia (eller hvad det var der stod). De havde taget vores styrthjelme i forvaring, så jeg måtte op og tale med dem. Jeg tænkte at jeg lige så godt kunne stikke dem min seddel, først som sidst. Den gjorde nu ingen forskel. Bøde..! Men skidt, jeg valgte at se det som honorar for politieskorten tidligere på dagen og garderobe gebyr for styrthjelmene og så var det ude af verden. Vi forlod Tjekkiet i morgen ;-).
Tilbage på campingpladsen fortalte vi campingejeren, at vi ikke havde haft nogen gavn af vores oversættelse, men at vi til gengæld havde haft politieskorte på vej ud til banen. Han gik straks i panik, da vi nævnte politiet igen og vi måtte forklare os grundigt for at få ham ned på jorden igen. Stakkels mand. På den måde har vi det fandme godt her hjemme i danmark.

Om aftenen besluttede vi at tage ind til Brno og fyre de sidste tjekpenge af. Vi kørte helt ind i centrum og parkerede Honda midt på et torv. Lidt vandren rundt i gaderne og vi fandt en restaurant, Den Røde Tyr, mente vi den måtte hedde. Men hvem ved. Det er umuligt at læse tjekkisk, hvis man ikke har studeret det, så for den sags skyld kunne den vel lige så godt have heddet, Den Selvdøde Ko eller Kogalskabens Overskudslager ;-)))
Bortset fra det, så var det et meget stiligt sted. Jeg kvajede lidt i det igen, stak hovedet indenfor, stak to fingre i vejret og sagde, primitivt: Table for two – to eat..! Og fik et meget konkret: Ja tak, vær venlig at tage plads udenfor hos de andre (Ha, men hvad kan man vide..?)
Vi fik et menukort på engelsk, så vi kunne se, hvad det var vi bestilte..! Vi bestilte vin til maden – så kunne jeg nøjes med et enkelt glas, for det tilfælde at vi skulle ryge ind i flere politi tjek.
Da tjeneren kom med vinen havde han samtidig en lille underkop med værktøjet til at åbne vinen.
Han startede med at vise os etiketten og fortalte os om vinen, at den var en årgang 2000 fra det lokale område og lavet på den og den drue m.m. Så trak han den op og lagde proppen på tallerkenen, jeg formoder, så jeg kunne snuse til den og måske på den måde danne mig et indtryk af vinen. Det gjorde jeg nu ikke. Den yderste røde plasticforsegling lagde han omhyggeligt i vestelommen og skænkede en smule i mit glas. Det var en helt almindelig vin vi havde bestilt, vi havde købt flere af dem i det lokale supermarked og det var en ganske udmærket vin. Jeg burde måske lige fortælle, at Peter, vores tjekkiske ven fra tidligere, fortalte os, at hvis man havde de rigtige kontakter, så kunne man få noget af verdens bedste vin her i området..! Men det havde vi jo ikke og for at komme tilbage til fortællingen, så ville jeg under normale omstændigheder bare have bedt om at få fyldt i glasset, man kan jo altid brokke sig, hvis det af en eller anden grund skulle smage af petroleum eller lignende og desuden bryder jeg mig ikke om at spille rollen som gourmet. Men siden han nu gjorde så meget ud af det, så nænnede jeg heller ikke bare at spille barbar. Så jeg svingede glasset en omgang, snuste kort, men kyndigt og tog en lille slurk, som jeg kun lige lod blive hos smagsløgene så længe, som jeg skønnede passende for en vin man heller ikke skal undervurdere. Derpå en ganske kort kunstpause, så vinen kunne få lov til at antyde sin karakter og et lille anerkendende nik. Jeg spillede rollen, ligesom han spillede sin rolle, men det afholdt ikke Rikke fra at sidde og more sig kosteligt over os. Det kan godt være lidt svært sommetider, men heldigvis er man da ordentligt opdraget ;-))) Vi fik noget hulens godt at spise og da tjeneren bagefter foreslog en dessert takkede vi nej, men fik en kop kaffe at slutte af på. Et rigtigt behageligt restaurantbesøg. Vi lagde resten af vores tjekpenge i drikkepenge.
Des mere ærgerligt at komme tilbage til motorcyklen og opdage at Rikkes nye styrthjelm var væk. øv, igen en paranoid spidsrod tilbage til campingpladsen. Nu ville vi ikke engang have penge til at betale en bøde, hvis vi blev opdaget. Og selvfølgelig kørte vi forbi politiet, de opdagede os heldigvis ikke, men det sidste stykke vej tilbage til campingpladsen kom vi til at ligge bag en politibil. Jeg var ved at få et føl på tværs indtil de langt om længe drejede af uden at standse os.

Næste dag måtte jeg ind til Brno for at se om jeg kunne få en styrthjelm til Rikke. Det skulle bare være en helt simpel en. Jeg kan jo ikke købe en hjelm til hende uden hun kan prøve den og vi havde besluttet os for så at tage over Hamburg hjem og købe en ordentlig hjelm til hende hos ”Detlev Louis”. Detlev Louis er et kæmpe supermarked for alt til motorcykler.
Men en ting er at finde en primitiv hjelm, meget værre er det at skulle finde en forhandler af styrthjelme i Brno.
For det første ligner forretningsfacader ikke danske facader. Man skal næsten tæt på for at opdage at bygningernes underetager faktisk er forretninger. Da vi på et tidspunkt skulle finde en bank gik vi ind i en bygning hvor der med store bogstaver stod BANK. Men der fik vi at vide at hvis vi skulle hæve penge, så skulle vi ca. 50 meter op ad gaden til en bank. Deroppe fik vi at vide at vi skulle forsøge yderligere 100 meter oppe ad gaden, og der fandt vi så en bank, hvor vi kunne hæve penge(?).
Så det kunne godt blive lidt af en opgave at finde et sted at købe en hjelm. Efter nogen tid opgav jeg også at søge. Så fik jeg øje på en mc-gut, der var ved at starte sin mc. Jeg gik over til ham og fik primitivt forklaret ham at jeg skulle købe en hjelm. Han spurgte, hvor min mc stod og så kørte vi halvvejs gennem byen indtil vi kom til en lille forhandler, der bl.a. havde hjelme. PYHA..! Rart med flinke mennesker ovenpå alle de kedelige oplevelser.

Visiret passede ikke ordentligt til den midlertidige hjelm, men det fik en gang superlim og så fungerede det fint og vi kunne forlade tjekkiet. Et underligt land med gode og knap så gode oplevelser. Men nu hvor vi er kommet tilbage, så har det alligevel været en interessant og overvejende god ferie.

Omkring Leipzig, for lige at runde historien af, døde batteriet pludselig lige før kl. 22:00, hvor vi skulle have fundet en camping. Men da vi kom frem, lidt over 23:00 var der alligevel nogen til at tage imod os. Og i Hamburg, hvor vi skulle prøve at finde frem til Detlev Louis, rendte vi nærmest lige ind i forretningen – Hamburg er ellers noget af en storby, så der var vi næsten mere heldige end vi havde lov til at være.
   
 

Dagen efter vi kom hjem tog vi ud for at hente Hamish. Han havde ikke kunne klare alt postyret i underetagen, så han var kommet ovenpå til de ’sære’ katte(?) Han havde simpelthen været skræmt og bortset fra at han havde opført sig ordentligt, så havde de ikke set noget til ham før Rikke stak sit hoved ind mellem to kasser, hvor han havde gemt sig. Det var kodeordet, så kom han frem og vandrede rundt som om han ejede stedet. Vi forkælede ham selvfølgelig helt vildt meget de følgende dage og nu er han vist også ved at være sig selv igen ;-)

Jeg måtte selvfølgelig ned og have et nyt batteri til Honda. Enghave motor er holdt op med at forhandle Honda, så nærmeste forhandler er MC-hjørnet, på Roskildevej. Inde i forretningen har de en masse strips liggende, hvor der står ”www.robbinharms.dk”, så jeg spørger om de sponsorerer ham og manden bag disken siger, det er min søn. Han er ovre i Mc-afdelingen, hvis du vil hilse på ham..(!)
Det ville jeg selvfølgelig gerne, så jeg smuttede over og sagde tillykke med det flotte resultat og vi fik en lille sludder om begivenheden og han fortalte blandt andet at der havde været 60.000 tilskuere mod normalt ca. 100.000 og vi gættede på at det højst sandsynligt skyldes oversvømmelserne. Han kendte i øvrigt også godt de røde kvitteringer man får af politiet ;). Han var selvfølgelig glad for at vi havde været dernede og glad for opbakningen.

Sjovt ikke ;)

Se hans hjemmeside på www.robbinharms.dk hvor han bl.a. beskriver løbet fra allerførste række om man så må sige ;-)

Efterskrift:
Sæsonen sluttede 3. november (Rossi blev verdensmester ;), men det starter igen 6. april 2003, for evt. interesserede.