Kampen for retsundtagelsen
Dansk fastkurspolitik
De tryner den enkelte borger
Der foregår en klassekamp
Organisere dig fagligt
Det skal betale sig
Privat selvberigelse
Grådige banker
corona helte

Af Henrik Herløv Lund
Økonom, cand.scient.adm.

Klippet fra modpressen,
Torsdag, 05. marts, 2015

 

 

Tid til eftertanke over dansk fastkurspolitik

Det var godt, at spekulanter ikke løb Nationalbanken over ende, men fastkurspolitikken er samlet set ikke et indiskutabelt gode for dansk økonomi.
Danmark har i den senere tid oplevet en spekulationsbølge mod den danske krone. Udenlandske spekulationsfonde forsøgte at presse kursen op på den danske krone, hvorved de ville have tjent tykt.
Fastkurs-politikken er snarere bestemt af et politisk ønske om så gnidningsfrit som muligt at få Danmark ind i euroen.
Nationalbanken valgte i den situation at forsvare kronens værdi mod det opadgående pres dels ved at kaste kroner på markedet gennem omfattende valutaopkøb og dels ved fire på hinanden følgende gange at sætte indskudsrenten ned. Det var i den aktuelle situation det eneste rigtige at gøre, for ellers vil en stigende kronekurs have medført en mærkbar svækkelse af Danmarks konkurrenceevne med tab af eksport og beskæftigelse til følge.
Nu synes spekulationsbølgen ovre, og det må igen være tilladt at anlægge et mere overordnet perspektiv på fastkurspolitikken: Er den – når alt kommer til alt – en fordel for dansk økonomi eller ej?
Svaret er, at fastkurspolitikken ikke er et indiskutabelt gode. For fastkurspolitikken argumenteres der ofte med lavere omkostninger for virksomhederne til valutaveksling og kurssikring. Og der peges på fastkurspolitikken som et værn mod valutaspekulation. Men som vi netop har set, er der altså ingen automatik i det sidste, her var det netop fastkurspolitikken, som udløste spekulationen imod kronen.
Til gengæld er der også nogle mærkbare ulemper ved fastkurspolitikken. For det første kan Danmark hermed ikke føre den valutapolitik, som er den bedste for den danske konkurrenceevne, men må lade sin valutapolitik bestemme af euroens kursudvikling. Og denne har langt fra altid været godt for konkurrenceevnen. Når dansk konkurrenceevne i store dele af 00'erne svækkedes, var årsagen tværtimod blandt andet en stigning i den effektive kronekurs, foranlediget af en styrkelse af euroen overfor dollaren.
Alternativt kunne Danmark have gjort som Sverige. Ligesom Danmark har Sverige ikke euro, men har i modsætning til Danmark valgt at operere med flydende valutakurser. Og meget taler for, at det var en rigtig beslutning. For lande med flydende valutakurser såsom Norge og Sverige har generelt klaret sig bedre gennem krisen end Danmark.
For det andet kan Danmark med fastkurspolitikken ikke længere føre den rentepolitik, som er optimal for den økonomiske udvikling og beskæftigelsen, men har bundet sin rentepolitik til ECB's af hensyn til nødvendigheden af, at holde kronen tæt til euroen. Heller ikke det har altid været godt for dansk økonomi. Således blev Danmark efter finanskrisens udbrud tvunget til at holde en høj rente, fordi ECB gjorde det, selvom al økonomisk fornuft netop tilsiger i en krise at lempe pengepolitikken. Modsat igen Sverige – her kunne man uden binding til euroen frit nedsætte sin rente efter finanskrisen til fordel for svensk økonomi og beskæftigelse.
Ulempen ved fastkurspolitikken er ikke bare, at Danmark ikke selv aktivt kan bruge de hurtigt virkende instrumenter: valuta - og rentepolitik aktivt til fordel for vækst og beskæftigelse, Ulempen er også, at så bliver vi i krisesituationer tvunget til at bedre konkurrenceevnen gennem lavere løn og prisstigninger, hvilket er en hård og langsom proces med årevis af lavvækst og høj arbejdsløshed.
Det må nu kunne tages op til åben diskussion, at fastkurspolitikken ikke er nogen indiskutabel og ubetinget fordel økonomisk set. Snarere er den da også bestemt af et politisk ønske om så gnidningsfrit som muligt at få Danmark ind i euroen. Men set i lyset af eurokrisen forekommer også det en tvivlsom ide.