Den store profitfest er ikke slut

Sommeren har bragt nye beviser på den abnorme profitfest, der har fundet sted under det nogle kalder inflations-og energikrisen, og som andre kalder leveomkostningskrisen.

En rapport fra NGO’erne Oxfam og Action Aid fra begyndelsen af juli vurderer profitterne for verdens 722 største virksomheder til at ligge omkring 7,3 billioner (tusind milliarder) kroner i 2022.

Kigger vi på de 1200 største, lyder vurderingen fra Global Dividend Index, at udbetalingerne til aktionærer – aktieudbyttet – steg med 8,5 procent i 2022.

Samtidig viser en statistik over udbetaling af aktieudbytte i EU, at 2022 gjorde aktionærer 1700 milliarder kroner rigere – det er rekord.

Mere Omfordeling

Det står i skærende kontrast til den krise, millioner af mennesker oplevede især i 2022 – en krise som nok er taget af, men som stadig kradser.

Nominelt steg lønningerne det år, men inflationen spiste meget mere.

I Tyskland gik reallønnen fire procent ned, mens arbejdere i Grækenland, Estland og Tjekkiet måtte se deres købekraft udhulet med 8-9 procent.

I denne omgang er det en krise, som nogle vurderer vil skabe i omegnen af fem procent stigning i fattigdommen.

Hovedårsagen er stigende priser, ikke bare på energi, men på de fleste varer.

Der findes ikke mange økonomer i dag, som hævder, at inflationskrisen skyldtes overdreven efterspørgsel, dvs. for høje lønninger. Langt de fleste er enige om, at hovedårsagen ligger i overdrevne priser og profitter.

De lodrette prisstigninger kender vi alle fra el-regningen og de daglige indkøb, men i forhold til situationen for måneder siden, ser det hele jo ud til at løje af.

I hvert fald, hvis vi skal tro den daglige mediedækning af dét fænomen. Inflationen er bragt ned omkring fem procent i juni efter at have toppet i august-september 2022 med ti procent.

Det er godt, at inflationen viger, men vi er langt fra dér, hvor vi kan sætte et punktum for den historie.

Vi skal snarere forstå den som et vink med en vognstang om nogle permanente økonomiske og politiske udfordringer, der har dybere rødder end de problemer Ruslands invasion af Ukraine gav for energiforsyningen.

Priserne var godt på vej opad 3-4 måneder inden invasionen, så der er mere og andet på spil.

Høj profit giver inflation

Der findes ikke mange økonomer i dag, som hævder, at inflationskrisen skyldtes overdreven efterspørgsel, dvs. for høje lønninger.

Al snakken om en løn-pris-spiral er næsten forstummet på det seneste, og langt de fleste er enige om, at hovedårsagen ligger i overdrevne priser og profitter.

I slutningen af juni skrev den Internationale Valutafond (IMF), at det står klart, at “øgede profitter har givet det største bidrag til den inflation, Europa har oplevet i de seneste to år”.

Denne “sælgerinflation” er også opdaget af Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor den fremmeste analytiker, Isabel Schnabel, heller ikke ser grund til at være særligt nuanceret.

“Når man piller makrosammensætningen af inflationen fra hinanden, så drives den af virksomheders profitter, punktum. Det er et faktum”, sagde hun i juni.

Det er blevet så let for mange virksomheder at skrue priserne op til et vanvittigt niveau. Årtier med et nyliberalistisk paradigme har svækket skattepolitikken overalt, og alene tanken om priskontrol eller lignende ’indgreb i markedet’ anses som kætterisk.

Selv da det stod allerværst til med energipriserne, og EU’s markedsbaserede el-marked viste sig fra sin groteske side, kunne Unionen kun finde på et minimalistisk skatteindgreb, som næppe var effektivt noget sted i EU.

Takket være det politisk skabte spillerum for virksomhederne, var det derfor let at læsse næsten hele byrden over på forbrugerne da krisen tog fart.

Centralbanken

I det lys kan det lune, at en institution som ECB er begyndt at tale et andet sprog, både deres analytikere, og selveste præsidenten for ECB, franske Cristine Lagarde, om end i mindre grad.

Men på den front er glasset slet ikke halvt fyldt. Et er den akademiske analyse og skåltalerne, noget helt andet er den daglige praktik.

Den institution, som har som sit vigtigste formål at bekæmpe inflationen, nemlig ECB, kan kun finde ud af at bruge det traditionelle og helt forfejlede redskab, den altid er grebet til, nemlig rentestigninger.

Så sent som torsdag valgte ECB at sætte renten yderligere op for at stoppe inflationen, og det føjer spot til skade for dem, som allerede har betalt den højeste pris.

Som inflationsteoretikeren Isabella Weber udtrykker det: “Vi må se høje renter som dét det er – som en strategi for at læsse omkostningerne ved inflationen over på arbejderne (ved at presse lønnen), på sociale udgifter (gennem nedskæringspolitik) og over på kommende generationer (ved at fjerne incitamenter til at investere)”.

Fem redskaber

ECB’s tilgang er symptomatisk for en epoke, hvor høje profitter ses som et gode, mens lønstigninger skal holdes nede. Lønnens andel af BNP i Europa er faldet siden midten af 70’erne, mens profittens andel er gået den modsatte vej, og det i et omfang, så det skaber inflation.

Et første led i kuren er selvfølgelig omfordeling den anden vej. Højere løn, mindre profitter -en opgave for fagbevægelsen. Oveni er der mindst fire redskaber, som staten kan tage i brug.

Det første er den type direkte indgreb i profitterne, en maksimal pris på elektricitet, som blev indført på EU-plan på energiområdet, men som fik et så beskedent format, at det ikke løste noget som helst.

Det handlede om priskontrol. Dernæst er der beskatning, som kan målrettes abnorme profitter.

Det må suppleres af en konkurrencepolitik, som hindrer store virksomheders markedsdominans, som gør det let for dem at sætte priserne op og høste store profitter.

Endelig er der rentepolitikken – hvor den danske nationalbank har fulgt ECB per automatik omtrent lige så længe som ECB har eksisteret. Den refleks må der gøres op med, så de forkerte ikke igen kommer til at betale prisen for en krise, som er skabt af abnorme profitter.